“Technopræsten – del 1” af Bjørn Harvig

Vejen følger Drina mod Visegrad og løber gennem talrige, uoplyste tunneler. Det er ikke uden fare, trafikken er visse steder tæt, og jeg beder til, at ingen bag rattet har drukket for meget slivovitz, før de satte nøglen i tændingen. Med pandelampen tændt forsøger jeg at undgå at falde i et af de gabende huller, som pludselig dukker op i det smalle fortov, der kryber langs tunnelernes vægge. Folk må have stjålet fortovsstenene. Men hvem finder også på at gå her?

Da jeg igen er ude i lyset, viser der sig en ny udsigt, et nyt evighedslandskab, som ingen mennesker med deres våben og bomber nogensinde har kunnet ødelægge. Her skaber landskabet mennesket og ikke omvendt. Her formes folk af bjergene og floderne, ikke af romantiske drømme. Jeg passerer et hus, hvor tre halvvoksne drenge stirrer efter mig. Jeg hilser, men de returnerer ikke mit vink. Denne stemning minder mig så meget om de billeder, jeg havde dannet mig for mit indre øje, da jeg havde læst Per Nyholms mageløse ”Europæerne”. Nyholm kører rundt på Balkan og genopdager, det land han dækkede under krigen, da han skriver: ”Her ved man, at serbernes land tilhører serberne og ingen andre, hverken tyrker, albanere, kroater eller amerikanere. Her gør man sig ingen forestillinger om demokrati eller menneskerettigheder. Udsynet er middelalderligt snarere end nutidigt. Man kæmper for sin familie, for sit hus og for sit land i nævnte rækkefølge.”

Drinas bifloder er fyldt med plastikflasker, millioner og atter millioner skvulper rundt dernede. Vidner til massakrerne i disse egne omtaler Drina som Bosniens største massegrav, og de fortæller, at floden i perioder var farvet rød. Efter forårets oversvømmelser er adskillige skeletter skyllet op på land. Det er forfærdeligt at tænke på og gør mig trist. Endnu en tunnel, endnu engang med hjertet i halsen, endnu en lastbil passerer med hornet i bund. Her er sort, min lampe oplyser kun svagt de rå våde vægge. Halvvejs gennem en af de længere tunneler forsvinder jorden pludselig under mig. Jeg når ikke at skrige. Når kun at blive fuldstændig lammet af skræk. Jeg tænker, at jeg er på vej til at falde ud af bjerget. At nogen har åbnet et dæksel i jorden, som jeg nu glider igennem. Det er nok løgn, så meget når jeg ikke at tænke, det er alt sammen noget, jeg har tillagt hændelsen efterfølgende. Hullet er ikke mere en halv meter dybt. Jeg lander på knæ og albuer. Den grå beton har skåret en dyb flænge i mit højre underben. Der sidder sten i såret. Blodet farver mine sokker mørkerøde. Nu magter jeg ikke at gå mere. Har ikke lyst længere. Men hvad skal jeg stille op? Sidder længe i vejkanten, overvejer at forsøge at få et lift. Men vil det ikke tage oplevelsen fra mig? Vil jeg ikke senere blive ked af, at jeg opgiver? Vil jeg kunne tilgive mig selv, at jeg ikke gik helt til Visegrad?

Eftermiddagssolen sparker min skygge frem foran mig. På ømme ben forsøger jeg at følge med. Passerer et udbombet hus. Kun skallen står tilbage. På siden af det er der malet et spørgsmålstegn med en streg over. Jeg stopper og stirrer på det. Det er det stærkeste graffiti, jeg i mit liv har set. ”Spørg ikke, hvordan alt dette kunne ske,” råber det ud i hovedet på den, der glor for længe. Jo længere jeg står der, jo flere spørgsmål dukker op. ”Spørg ikke, hvad der skete her”. ”Spørg ikke, om det kan ske igen”.

De første huse i Visegrad dukker op på den anden side af floden. Det er ikke på grund af bjergene eller broen over floden, at byen går under huden på mig, men på grund af venskabet med de unge mennesker, jeg snart vandrer ind i. Vejen slår en bugt, og med et dukker den op, mellem de høje grønne bjerge, lavt over vandet, ligger den. Mehmed Pasa Sokolovic, broens rigtige navn, er opkaldt efter storvesiren, som lod broen bygge. Mehmed Pasa var en lokal serbisk dreng, der blev taget fra sin mor, bragt til Sultanen i Konstantinopel, blev muslim og mange år senere returnerede til Visegrad, som premierminister af Det Osmaniske Rige. Broen, ligesom den i Mostar, er som det eneste i Bosnien påført UNESCOs verdensarvsliste. Det er med en form for nervøs spænding i kroppen, at jeg nærmer mig. Den ser majestætisk ud med sine elleve buer i gråhvide sten, strækker den sig næsten 200 meter ud over vandet. Det er ikke til at fatte, at den blev bygget af osmannerne for snart 500 år siden. Det er der, midt på broen, at jeg vil ende min rejse til fods. Det har jeg tænkt på i et år. På midten af broen, på kapijaen – stenbænken – vil jeg sætte mig ned og strække mine ben. Det vil være i byens ånd, for alle, der går over broen, vil sætte sig der.

Ivo Andric, som fik Nobelprisen i litteratur for sin ”Broen over Drina”, udødeliggjorde sig selv med, hvad der må være en af de bedste bøger, jeg har læst. Om byen Visegrads ånd skriver Andric: ”Imellem byens indbyggere og denne bro består der et inderligt århundredgammelt bånd. Broens og menneskenes skæbner er flettet sådan ind i hinanden, at man ikke kan forestille sig dem adskilt. Derfor er fortællingen om broens bygning og skæbne samtidig en fortælling om byens og befolkningens liv fra generation til generation, og gennem alle fortællinger om byen trækker broen med de elleve buer og kapijaen som en krone i midten sin linie … Kapijaen er broens hjerte, og broen er hjertet i den by, som enhver må bevare i sit hjerte.”

Jeg sætter mig på kapijaen. Der sidder tre mænd med hat på hovedet og sludrer. En træt souvenirsælger kigger længselsfuldt ud i luften. Der vejrer to store serbiske flag på broen, et på hver sin side. Som altid er broen viklet ind i politik, det har den været siden sin fødsel, og det vil den vedblive med at være. Broens historie er en mageløs fortælling om, at når alt andet forgår, så står den der fortsat. Trofast med begge sine ben plantet solidt i bredden. Livet, menneskene, krigene, oversvømmelserne, ideologierne, imperierne, som har hersket her forsvinder og flyder væk i Drina. Det er byens ubevidste filosofi, at livet smuldrer hen, men at man ikke skal sørge alt for meget ved, hvad vandet tager med, for livet, byen, broen står fortsat uforgængelig. Til verdens undergang, hævdede Andric.

Historierne om broens tilblivelse er utallige i Andric’ bog, og han skriver bl.a., at der i flere år herskede en opstand i Visegrad mod den tyrkiske magt, der havde beordret broens opførsel, og mod de slavelignende forhold, som byboerne arbejdede under. Det siges, at de afskårne hoveder fra folk, der blev taget i at sabotere byggeriet, blev sat på pæle forenden af broen. Per Nyholm genfortæller ligeledes en af myterne: ”To småbørn blev muret inde i broen for at sikre dens beståen. Den fortvivlede moders mælk løb ned over broens sider. De hvide spor ses endnu, og har en kvinde ikke mælk nok til sin nyfødte, går hun ved nattetide hen til broen, kradser lidt ad det hvide pulver af stenen og spiser det.”

Jeg indlogerer mig på byens store hotel. Det er for dyrt, men jeg er træt og orker ikke at lede efter et billigt kammer. Hele næste dag sidder jeg på cafeen med udsigt til broen, skriver, læser, går op og sover middagslur. Tilbage på cafeen kigger jeg ud på broen – den står der, som et tavst vidne til hundrede års historier om krig og kærlighed. Jeg tænker på min ven, Jens Olof Lasthein, der som fotograf rejste rundt på Balkan i 1997. Hans gribende billeder kan ses i hans bog ”Moments in Between”. Sidst vi sås, havde han fortalt mig om Visegrad. Jens havde hørt, at der i 1992, da det gik heftigst for sig med udrensningen af byens bosniakker, hver aften blev læsset et ny hold af på broen. De fik halsen skrået over og blev kastet i Drina. Det skete i så massive mængder, at kraftværket længere nede af floden sendte en venlig forespørgsel om man ikke kunne skrue ned for tempoet, for de døde kroppe stoppede turbinerne, og man var derfor dagligt nødt til at lukke ned.

Jens’ sidste billede fra Visegrad er taget af tre drenge i sorte jakker, der ryger smøger ude på kapijaen. Bag dem flyder Drina. En halv time efter, han tog billedet på broen, gik Jens og fotograferede oppe på torvet foran hotellet. Pludseligt hoppede en mand ud af en rød Volkswagen og skreg af Jens. Jens havde set ham på en bar aftenen før og havde med det samme fornemmet, at han var en barsk type. Jens syntes, at ikke kun baren, men hele byen var fyldt med en stærk aggressivitet, der måtte være forbundet med skyldfølelse. Manden råbte, at han ville have Jens’ film. Jens forsøgte at forklare manden, at han ikke havde haft linsen vent mod bilen. Manden var ligeglad, greb fat i hans kamera og snoede kamerastroppen rundt om halsen på ham, så han ikke kunne trække vejret. Før han nåede at blive slæbt hen over asfalten, fik han undskyldt og plukket filmen ud af kameraet. Alle i nærheden slog blikket ned og skyndte sig forbi. Jens var rystet over, at ingen greb ind og hjalp ham. Først langt senere fandt han ud af hvorfor.

Jens fortalte, at det var første gang han brød sit princip: aldrig nogensinde at udlevere en ueksponeret filmrulle.

De to værste massakre i Visegrad blev ledt af den bosnisk-serbiske paramilitær Milan Lukic. Den ene af dem foregik på denne måde: Lukic og hans folk samlede 70 bosniakker, herunder en del børn, i et hus i byen. Efter at have voldtaget kvinderne, låste de menneskene inde i husets øverste to rum, barrikaderede dørene og satte ild til huset. Dem, der forsøgte at hoppe ud af vinduerne, blev skudt med automatvåben. Der er flere lignende historier fra landsbyerne i området. Først i 2005 fik domstolen i Haag fingrene i Lukic, og han blev idømt livsvarigt fængsel. Dommeren omtalte forbrydelserne i Visegrad som: “the worst acts of inhumanity that a person may inflict upon others… it ranked high in the long, sad and wretched history of man’s inhumanity to man.”

Lukic begyndte sin karriere med at forelske sig i sin nabos røde Volkswagen. Han skød naboen, dennes kone og tog bilen. I årene, der fulgte, vidste alle i Visegrad, at det var lig med døden, hvis bilen parkerede foran deres hus, eller hvis man blandede sig i ejerens anliggender.

Hen ad eftermiddagen får jeg øje på en fyr, der står med en kammerat ved busstoppestedet på pladsen foran hotellet. Han står der, hvor Jens dengang blev forsøgt kvalt. Fyren ser anderledes ud. Han ser sej ud, er vel i midten af 20’erne, med langt hår, skæg, iført en farvet skjorte og hængrøvsshorts. Han skiller sig ud. Ham skal jeg tale med. Jeg lader mine ting ligge på bordet og går over og kigger på bustabellen. Før jeg når at sige noget til ham, spørger han: ”Har du brug for hjælp?”. Et kort sekund bliver jeg i tvivl om, hvad han vil. Han ser en smule vild ud. Hans øjne, hans facon. ”Skal du med bussen – eller har du brug for en læge?”, spørger han. ”En læge?”, svarer jeg forvirret. ”Ja, det ben har det da ikke for godt”, siger han, og peger på det 20 cm lange åbne sår, jeg har på underbenet. ”Tak, jeg er ok”, svarer jeg. ”Jeg skal ud og finde noget at ryge. Vil du med?”, spørger han. Jeg må se en smule mistroisk ud, for inden jeg når at svare, tilføjer han: ”Ellers mød mig om en halv time under broen. Der skal jeg drikke øl med et par kammerater”. ”Det er en aftale”, siger jeg og giver ham hånden. ”Predrag hedder jeg, vi ses”, siger han. Under broren – hvor ellers!

En halv time senere listede jeg ned til floden med et par øl under armen. Der stod en 4-5 unge mænd og drak vin af en flaske, som gik fra hånd til hånd. Predrag var der ikke endnu. Jeg sagde godaften og satte mig på bredden et stykke fra dem. Lidt efter hørte jeg en velkendt stemme: ”Hey Viking!” og så Predrag vinke til mig i selskab med de andre. De drak hercegovinsk hvidvin blandet med mineralvand, røg smøger og lyttede til technomusik fra en mobiltelefon. For hver skål blev vi knyttet tættere sammen. I løbet af dagen havde jeg set flere unge, som gik klædt som skatere, punkere, hipstere – jeg var overrasket. Visegrad er en lille by. Vennerne under broen lignede unge mænd fra storbyen og ikke nogen fra en mindre by i bjergene. Predrag fortalte, at en af vennerne, en fyr med en stor, kroget næse og et kraftigt, sort overskæg, spiller kok i den berømte filminstruktør Emir Kusturicas nye film ”Milky Way”. Filmen indspilles i andre byer i Serbien og Bosnien, men hele crewet havde tidligere på året besøgt Andricgrad, bydelen som Kusturica har bygget op. Filmen har italienske Monica Bellucci i hovedrollen, hvor hun spiller en serbisk kvinde, hvis mand er Kusturica selv. ”Kusturica er jo ikke dum!”, sagde Predrag. Kusturica er elsket og hadet. Og kontroversiel. Det vender jeg tilbage til. Resten af min tid i Visegrad omtalte jeg kokken som ”Monicas boyfriend”, hvilket, selv efter mange gentagelser, gjorde ham stolt og fik folk til at grine.

Dette var 1. del af Bjørns indlæg technopræsten og besøget i Visegrad i Bosnien, der er et kapitel fra Bjørns rejsebog “Bosniske Brødre” – du kan glæde dig til 2. del, som kommer på Rejsejulekalenderen i morgen. Bjørn har også skrevet indlægget til d. 13. december, nemlig: Mændende med økserne.

Dagens indlæg er skrevet af Bjørn Harvig.
Bjørn er medlem af De Berejstes Klub og Eventyrernes Klub, han holder glimrende rejseforedrag, og han er lidt af en eventyrer. Bjørn har blandt andet rejst i lande som Iran, Ukraine, Finland, Usbekistan, Georgien og her Bosnien samt i mindre republikker som Tjetjenien og Kabardino-Balkarien.
Du kan læse mere om Bjørn på hans hjemmeside: Bjørn Harvig

Som forfatter har Bjørn skrevet flere dejlige rejsebøger, og i 2013 fik vi lov til at bruge et par kapitler fra hans bøger “Igors æblehave” og “Kaukasus & Kildevand” som undlæg herpå Rejsejulekalenderen. Du kan læse kapitlerne her: Broen til Kuba, Mit Georgien, Anna ligger begravet under Elbrus og Himmelråbende tårne og bidske hunde.

Tekst og billeder er copyright © Bjørn Harvig.