“Technopræsten – del 2” af Bjørn Harvig

Indlægget er 2. del af Bjørn Harvigs indlæg “Technopræsten”, hvor 1. del var på Rejsejulekalenderen i går, d. 8. december.

Da solen var gået ned, og vi var løbet tør for noget at drikke, gik vi op i supermarkedet og købte et par flasker vin. En flaske kroatisk og to fra Mostar kostede en halvtredser. På en scene på pladsen foran hotellet sad en større gruppe teenagere og unge i starten af 20’erne og hang ud. Ved siden af stod der en delvis forfalden bygning med et stort glasparti over indgangen. Det kunne have set fornemt ud engang, men nu lå det hen i mørke, hele bagsiden var overgroet af træer og ukrudt.

Et par hunde strejfede rundt. Predrags kæreste kom os i møde. Hun var en forsagt og genert pige, som noget modvilligt hilste. Hun var iført sort tøj og på brystet syntes nogle gotiske bokstaver. Hendes hår var farvet mørke lilla. Hun kyssede Predrag og viskede et eller andet i hans øre, før hun løb tilbage til de andre ved scenen. ”Hun vil have mig med hjem”, grinede han. ”Måske bliver jeg lige nødt til at gå og lægge hende”. ”Det synes jeg da, du skal gøre”, sagde jeg. De andre gutter drillede ham, sagde ting, jeg ikke helt forstod, men det pralede af på ham. De var sikkert bare misundelige over, at han havde en kæreste. ”Hun er en dejlig pige. Hun har haft sine problemer, så du må ikke tage det ilde op, at hun er lidt reserveret. Hun er ikke så social for tiden”, sagde han.

Predrags pige var i selskab med en ung fyr, som sad og dinglede med benene ud over scenekanten med en 1 ½ liter øl i hånden. Han kunne ikke være mere en 18 år gammel. ”Velkommen til Rebublika Srpska! Dette er vores land. Jeg er serber. Glem aldrig 1389!”, sagde han, da jeg gav ham hånden. Han refererede til det år, hvor serberne tabte det berømte slag på Solsortesletten i Kosova til de Osmanniske styrker. Et slag, som stadig spøger, og flere steder på min rejse havde jeg set slogans med de fire tal. Slaget spiller fortsat er stor rolle for den serbiske selvforståelse og markerer afslutningen på deres storhedstid. Milosevic, efterfulgt af andre hardlines, har anvendt det til at understrege, at kampen om, hvor grænserne bør gå ikke er færdig, og at det tabte land bør tilbageerobres. Den unge fyr havde fået for meget at drikke og ville gerne fortælle mere, men han blev afbrudt. ”Åh nej, nej, stop det der bullshit snak”, sagde Predrag og slog ud med hånden.

Vi satte os. På den anden side af Drina lå bjergene, dets højderygge skarpt skåret ud af månens lys. Predrag kyssede sin pige. Flere af gutterne fra broen havde gjort os selskab. Den ene var Danijel, en lille tynd fyr, som det meste af tiden sagde: ”Brat, brat”, ”bror, bror”, mens han knugede min hånd, som skulle vi til at lægge arm. Den anden var Mica, ham, der spillede musik fra sin mobil. Det var en syret form for techno med en tungt dunkende bas. Han bar solbriller, smilede konstant og lignede en fyr, der var taget ud af en Hugo-Boss reklame: velklædt i en stram hvid T-shirt og sorte jeans, kronraget og med et perfekt trimmet sort skæg. Han stod det meste af tiden med armene i vejret, den klassiske bevægelse, som plukkede han æbler, mens han trippede frem og tilbage. Han lignede en, der var skæv eller høj på et eller andet. Han blev som i et mantra ved med at sige: ”Pakao – Pakao!”. ”Hvad betyder det?”, spurgte jeg. ”For helvede”, svarede Predrag og grinede. Mica havde nede under broen fortalt, at han læser til ortodoks præst, at han var på sommerferie fra den religiøse skole og nu bare ville fyre den af. Mica fortalte, at han havde haft et stort skæg, da han startede på skolen, men var blevet bedt om at barbere det af. Først senere, når han bliver mere lærd, må han lade skægget gro for alvor. Mica, der i fremtiden skal vejlede sine landsmænd i, hvordan de skal leve deres liv, satte et nyt nummer på og råbte: ”Pakao!!” og snurrede et par gange rundt om sig selv, mens han holdt mobilen strakt op i luften.

”Jeg er virkelig overrasket over, at der er så mange cool unge mennesker. Der er jo simpelthen subkulturer her. Det havde jeg ikke regnet med”, sagde jeg. Predrag fortalte, at det er fordi, at Visegrad ligger lige mellem Sarajevo og Beograd, og at de fleste af hans venner enten har læst eller har familie i en af byerne. Vi drak en øl. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at Visegrads indbyggere er ligesom broen over Drina. Som en bro forbinder den de to hovedstæder. Måske har de i modsætning til alle andre bosniske byer af samme størrelse fået udsyn mod verden. Det gælder de unge. Og ikke alle. Predrags pige ville hjem, men han gik ikke med. ”Ikke i aften. Ikke når du er her. Hun må vente”, fortalte han.

”Jeg skal sige hej til en ven. Vil du med?”, spurgte Predrag. Han, Mica og jeg gik over pladsen og fortsatte op af en gade, der førte om bag den store bygning. ”Det var et indkøbscenter før krigen. Nu er der kun en cafe i bunden af bygningen”, fortalte han, mens vi gik ind på en ramponeret parkeringsplads på dets bagside. ”Jeg kan ikke se ham. For en halv time siden skrev han, at han sad her med en pige”, sagde Predrag og kneb øjnene sammen for at se, om der var nogen i mørket. ”Han er en fyr, som jeg betragter som min bror. Han bor ikke i Visegrad mere, men er lige kommet på besøg. Jeg glæder mig så meget til at se ham.” Et par skridt bag os gik Mica opslugt af musikken.

I mørket bag centeret, på hvad der lignede en platform, hvor lastbiler før i tiden har kunnet sætte deres varer af, fik vi øje på to personer, der lå og roede rundt. Hvis vi var kommet et minut senere, havde de ligget der uden bukser på. ”Skal vi ikke lade være dem være i fred?”, spurgte jeg. ”Nej, nej, vi skal lige høre, hvordan det går”, svarede Predrag. ”Hva så, tosser?” råbte han, og de to personer ved den gamle vareindlevering kiggede forbavset op. ”Hey, hvad så, brormand”, råbte fyren. Pigen satte sig op, lynede sin jakke og kiggede bittert på os, mens hun redte håret tilbage med den ene hånd. Predrag gav ham et kram. Fyren gav mig hånden og grinede. Hans pige så irriteret ud, tændte sig en smøg og kiggede den anden vej. Mica næsten snublede hen mod os, lagde sin telefon på rampen og hev en vinflaske op af lommen. Vi stod lidt og sludrede. Pigen rode med sin mobil og ønskede uden tvivl, at vi skulle skride hurtigst muligt. ”Nå, hyg jer”, sagde Predrag lidt efter og krammede sin ven. Jeg gav ham en highfive, og vi listede tilbage til scenen. ”Pakao!”, hviskede Mica, hev skuldrene op om ørerne og lavede en grimasse, som kopierede pigens ansigtsudtryk. ”Ha ha, hvor var hun sur”, grinede Predrag og slog mig på skulderen. ”Men okay, hvis de ikke har set hinanden længe”.

Tilbage ved scenen var endnu flere folk dukket op. Vi hilste på Vojo, en høj slank fyr, som fortalte, at han havde en fransk fyr boende hos sig, som også rejser til fods. ”Han vil gå til Istanbul”, sagde Vojo. Det lød mærkeligt. Jeg havde svært ved at tro på det. Jeg har aldrig tidligere mødt nogen, som rejser til fods. Jo, folk der vandrer, rejser et sted hen, for at gå en rute, men aldrig før folk, som jeg, der rejser ad landevejene. Men det var sandt nok, et øjeblik senere kom en mand spadserende over pladsen ovre fra supermarkedet. Det var 23-årige Simon, en fyr i løse grønne hørbukser, sandaler og håret i lange dreadlocks. Han satte sig. ”Er du til fods?”, spurgte jeg. Simon troede først, at jeg var en af de lokale gutter, men da jeg fortalte, at jeg også selv var vandringsmand, var han ved at falde ned af scenen.

Simon fortalte, at han er veganer, lever af den mad, han finder i naturen, og at han næsten altid sover under åben himmel. Jeg spurgte, om han ikke var bange for minerne. Simon kiggede på mig, som om jeg var hans bekymrede mor han forsøgte at berolige. Jeg var imponeret over hans måde at rejse på. Fri som en fugl med en anden forståelse af tid end mange af os andre. ”Jeg ved endnu ikke, hvor vejene vil føre mig hen!”, sagde han. Det var smukt sagt. Men jeg lærte snart, at hans rejse var en måde at slippe væk på. Jeg kunne faktisk se det på ham med det samme. Han så så rar ud, den gode Simon, men også så bekymret. Som om noget plagede ham. Han havde boet i Visegrad i fem dage, havde ondt i hoften og havde brug for at hvile sig.

Hvad der var sket de foregående aftener, ved jeg ikke, men Danijel, som ikke var blevet mindre beruset i løbet natten, var direkte ondskabsfuld over for Simon. ”Han stinker jo!”, sagde han. ”Lad os tage det med ro”, sagde jeg og stillede mig ind foran Danijel. Han lignede én, der snart kunne finde på at stikke Simon en flad. ”Han er ikke velkommen her mere. Han nasser på os”, svarede han. Predrag hev Danijel væk. De gik hen over pladsen, Danijel slingrede godt bedugget. Predrag kom tilbage et par minutter senere og sagde: ”Så er han lagt i seng”. Simon sagde ikke noget, men stirrede ud i luften. Jeg spurgte ikke om mere. Så kiggede han på mig og sagde: ”Skal vi ikke gå sammen nogle dage? Jeg har hørt, at der ligger et kloster tæt på den serbiske grænse. Man kan vist bo hos munkene. Vil du følge mig på vej? Det ville være en stor oplevelse at prøve at gå med dig”. Det lød ikke som en dårlig ide.

Næste formiddag mødtes Simon, Vojo og jeg på hotellets cafe. ”Tænk, at du har råd til at bo her”, sagde Simon som noget af det første. Det var langt fra et eksklusivt sted. Men på cafeen sad flere pæne folk på tur fra Sarajevo, og der holdt flere store biler parkeret ude foran. En mand i jakkesæt, i selskab med en yngre model, tog solbrillerne af og stirrede på os. Hun så næsten forarget ud. Vojo sagde, at de havde en god og sød lemonade, og den bestilte han tre glas af. ”Pak dine ting, du kan bo hos mig. Det koster ikke noget”, sagde Vojo. Jeg takkede, det ville have været hyggeligt, men jeg nød faktisk at have mit eget sted de her dage. ”Hvor meget koster det egentlig at bo her?”, spurgte Vojo. Jeg løj og fortalte en mindre pris. De nikkede og tog en slurk af lemonaden. Pludselig for Vojo op. Han havde lovet sin mor at hente en pakke, som noget familie havde givet en buschauffør på hans vej til Beograd. Bussen ville passere Visegrad, og Vojo havde lovet at stå klar på den anden side af broen kl. 11. Den var to minutter i. Vi aftalte, at vi ville finde hinanden senere, og snart så vi den lange, ranglede mand spæne hen over broen, mens han vinkede til os.

Simon og jeg havde aftalt, at vi ville gå ned og se Andricgrad, den nye bydel. Vi fortsatte, hvor vi slap i går. Vi talte om rejser, om oplevelser langs vejen, om det at gå. Simon fortalte, at han, lige siden han var en lille dreng, havde drømt om at vandre langt. Han fortalte, at han ser sin vandring som en spirituel rejse, hvor han undervejs vil finde ud af, hvad han vil med sit liv. Måske vil han finde et sted at arbejde undervejs. Simon havde i går foreslået, at jeg kunne gå med ham til den serbiske grænse. Jeg havde hele tiden regnet med, at jeg ville ende min rejse til fods på kapijaen, midt på den berømte bro, men nu havde jeg sovet på det. Jeg måtte gå med ham.

Dette var 2. del af Bjørns indlæg technopræsten og besøget i Visegrad i Bosnien, der er et kapitel fra Bjørns rejsebog “Bosniske Brødre” – 1. del var på Rejsejulekalenderen i går, d. 8. december. Bjørn har også skrevet indlægget til d. 13. december, nemlig: Mændende med økserne.

Dagens indlæg er skrevet af Bjørn Harvig.
Bjørn er medlem af De Berejstes Klub og Eventyrernes Klub, han holder glimrende rejseforedrag, og han er lidt af en eventyrer. Bjørn har blandt andet rejst i lande som Iran, Ukraine, Finland, Usbekistan, Georgien og her Bosnien samt i mindre republikker som Tjetjenien og Kabardino-Balkarien.
Du kan læse mere om Bjørn på hans hjemmeside: Bjørn Harvig

Som forfatter har Bjørn skrevet flere dejlige rejsebøger, og i 2013 fik vi lov til at bruge et par kapitler fra hans bøger “Igors æblehave” og “Kaukasus & Kildevand” som undlæg herpå Rejsejulekalenderen. Du kan læse kapitlerne her: Broen til Kuba, Mit Georgien, Anna ligger begravet under Elbrus og Himmelråbende tårne og bidske hunde.

Tekst og billeder er copyright © Bjørn Harvig.