“Telica ved fuldmåne, Nicaragua” af Camilla Egeborg Møller

Endelig stod den på vulkan hiking til Telica. Vi mødtes hos Quetzaltrekkers, som er en non profit organisation med volontører, hvor ens penge udelukkende går til forskellige velgørende projekter i lokalområdet. Vi var hele 24 personer og fire guider, der skulle hjælpe os sikkert til toppen.

Efter en lækker gang gullasch og hjemmebagt brød var der ingen vej uden om. Vi blev kørt i åbne trucks til et ukendt sted, hvor der var boblende mudder på begge sider af vejen!
Trods ingen søvn siden kl. 9 om morgenen var vi forholdsvis optimistiske ved tanken om at skulle være oppe (og tilmed virkelig aktive) hele natten.
Måneskinnet og den stjerneklare himmel oplyste landskabet så smukt, og i starten gik det ikke så stejlt opad. Vi passerede store, åbne marker, hoppede over hegn og gik af og til gennem en majsmark med mandshøje planter. Det blev hurtigt hårdere, og selv med mit rygestop synes jeg stadig, jeg kunne mærke min manglende kondition. Heldigvis var alle guiderne søde til at gøre os opmærksomme på, at vi skulle tage det i eget tempo. Da klokken slog midnat sang vi fødselsdagssang for Emma, en irer – det må være fedt at fejre fødselsdag på en aktiv vulkan.

Det begyndte at gå stejlere opad med en masse løse sten, og jeg satte virkelig pris på min pandelampe og min iPod. Ja, det havde været flottere udelukkende at gå i lyset fra månen, men så var jeg også kommet ned med brækkede arme og ben.
Det krævede megen koncentration, og der var hele tiden nye fælder i form af store myrehuller, træstammer hen over ”stien”, løse sten og jordskred, grene i øjenhøjde etc.

Efter tre timers vandretur kunne vi endelig se en bjergtop. Jeg skulle både tisse og forsøge at tage billeder i mørket, så jeg sakkede lidt bag ud. Nina, en canadisk kvinde, og en guide var dog stadig bag mig et sted. Jeg ventede lidt på dem, men da de ikke dukkede op, besluttede jeg mig for at gå op ad bjerget – de andre kunne jo ikke være langt væk.

Da jeg kom op på toppen var der ikke et øje. For at komme over til vulkanen skulle man ned ad bjerget på den anden side og op ad krateret. Jeg kunne godt se over på krateret, men det var jo ikke til at vide, hvilken vej de andre var gået. Jeg kunne ingen pandelamper se, ingen stemmer høre og ingen bevægelser fornemme.
Jeg begyndte at bevæge mig ned ad bjergsiden og følte mig pludselig meget alene i natten. Jeg gentog for mig selv, at jeg ikke skulle gå i panik, ikke gå i panik, ikke…

Pludselig så jeg ind i et par lysende, gule øjne, og mit hjerte sprang et slag over. Der findes pantere i Latinamerika. Der findes til gengæld også helt almindelige, dumme køer. Og dem var jeg pludselig omringet af. Så længe der ikke fandtes en tyr, der ville blive provokeret af mine larmende fodtrin og skarpe lys fra panden, ville de ikke gøre mig noget. Det ændrede dog ikke det faktum, at jeg fik jordens største chok af den dumme ko!

Efter nogle minutter halede jeg ind på resten af gruppen, der var nået til kraterets top. Det var virkelig det hele værd, selv om svovllugten og røgen var lettere kvælende. Ginny, vores ene guide, fortalte dog, at jo mere det lugtede, jo mindre skadeligt var det faktisk. Forklaringen kan jeg ikke huske. Jeg kan kun huske at jeg stod på afgrunden af krateret, 1000 meter over havets overflade, og så 120 meter ned, hvor lavaen boblede i alverdens røde nuancer. Det syn vil jeg aldrig glemme, det var fuldstændig usammenligneligt!

Efterfølgende gik vi i samlet flok tilbage til bjergtoppen, hvor man nu kunne se køerne tydeligere i den begyndende solopgang. Det var så smukt. Imens lavede vi lækre baguettes med guacamole, feta og diverse grøntsager. Aldrig har en simpel sandwich smagt så himmelsk.

Efter en time på toppen begyndte nedturen, som bogstaveligt talt var nedtur! Jeg syntes, det var langt hårdere, selv om det nu var lyst og lettere at orientere sig. Til gengæld var man godt træt i kroppen, balancen og hovedet. Desuden skred man meget nemt i gruset.
Jeg tror, guiderne var en smule trætte af, at Nina og jeg var så langsomme, men de var meget tålmodige og søde.

Da vi havde gået knap to timer havde Nina for ondt i sit knæ til at gå særlig meget længere, så Ginny gik i forvejen og lejede en hest til hende af en bondemand. Det var bare så sødt af dem, og hun skulle ikke engang selv betale!
Jeg faldt i snak med den anden guide, Richard, en 23-årig englænder. Det viste sig, at han var en rigtig Harry Potter nørd, så den næste times tid gik med udfordringer såsom ”nævn de fulde navne på Gryffindors Quiddith-hold, da Harry startede som søger” og ”nævn alle lærerne gennem tiden i Forsvar mod mørkets kræfter”. Diverse filmscener blev også diskuteret heftigt. Det var så hyggeligt, og jeg glemte for en stund mine smertende ben, mine vabler og den bagende sol, der var ulidelig.
Pludselig så jeg en slange i græsset – den var over en meter lang og helt limegrøn! De andre nåede desværre ikke at se den, da den var godt camoufleret. Nina hyggede sig dog på hesten, hun døbte Baby.

Selv om det faktisk udviklede sig til en optursagtig nedtur, var jeg nu alligevel lettet, da vi endelig så bilen, der skulle køre os tilbage. Der havde vi været af sted i intet mindre end 12 timer. Selv om der var morgenmad, da vi kom tilbage, valgte Nina og jeg at gå direkte hjem i seng og sov til kl. 18.

Dagens indlæg er skrevet af Camilla Egeborg Møller. Camilla skrev også 11. decembers indlæg her på Rejsejulekalenderen, og det var indlægget: “I ødemarken, Tanzania”.. Camilla studerer kommunikation på DMJX og er færdig til sommer. Lige nu er hun i praktik hos Aller Media som journalist, og hun har netop været i Ungarn, som blev hendes 32. land. camilla pønser på en backpackertur til enten Asien eller Sydamerika til sommer, men indtil da må hun “nøjes” med en smuttur til Bulgarien og Rusland 🙂
Camilla deltog også med et indlæg til Rejsejulekalenderen 2012, nemlig med: “Turen går ad helvede til”.
Du kan følge med i Camillas rejseliv på hendes Instagram-profil: “Wandermilla”.

Tekst og billeder er copyright © Camilla Egeborg Møller.