Bedre kendt som Honduras. Landet med verdens højeste mordrate pr. indbygger. Centralamerikas fattigste land. Narkosmuglernes paradis. You name it. I mandags tog vi en bus til Copan, Honduras, som vores lokale ven Joel havde hjulpet os med. Det var en stor og forholdsvis komfortabel bus. Da vi nåede grænsen var det blevet mørkt, og det […]
Bedre kendt som Honduras. Landet med verdens højeste mordrate pr. indbygger. Centralamerikas fattigste land. Narkosmuglernes paradis. You name it.
I mandags tog vi en bus til Copan, Honduras, som vores lokale ven Joel havde hjulpet os med. Det var en stor og forholdsvis komfortabel bus. Da vi nåede grænsen var det blevet mørkt, og det tog af uforklarlige årsager virkelig lang tid at komme igennem kontrollen.
Jeg gætter på, at det har noget med narko at gøre.
Endelig passerede vi grænsen og kom til en mindre by, hvor al strømmen var gået.
Jeg bestilte aftensmad på gebrokkent spansk og i komplet mørke, og så skulle vi videre. Så langt så godt.
Pludselig fik jeg en bange anelse, idet der intet stod om Copan på vores busbillet!
Vi indledte derfor en spørgerunde blandt forskellige mennesker i bussen. Ingen kunne engelsk. Alle kom med forvirrende svar. Og vi fattede absolut ingenting.
Vi kom efter en længere halvhjertet dialog frem til, at bussen kørte forbi Santa Rosa de Copan. Men vi skulle til Copan Ruinas.
Vi havde ingen anelse om, at der fandtes to byer med næsten identiske navne.
Derfor startede vores Honduras-eventyr med, at vi blev smidt af på en hovedvej i den forkerte by. Klokken var over ni om aftenen, så der var ikke meget andet at gøre, end at tjekke ind på et nærliggende hotel langs vejen og overveje situationen næste dag.
Efter lidt rod med at forklare receptionen, at vi kun havde dollars, fik vi et okay værelse med to fine senge og et udmærket toilet og bad. Ganske udmærket – indtil jeg vågnede om natten rystende af kulde og ved et barns ulidelige gråd fra naboværelset. Orkede ikke at finde mine ørepropper, og et par timer efter vågnede jeg alligevel igen ved, at de gik i gang på byggepladsen lige nede foran hotellet. Dejlig udsigt og larm at vågne op til.
Vi tog en taxa til midtbyen, da vi jo ikke vidste, hvor i landet, vi rent faktisk befandt os.
Efter lidt frokost tog vi hen på turistbureauet og forsøgte at forhøre os om muligheder for bus til det rigtige Copan. Turistkontoret havde ej heller gjort sig den ulejlighed at lære engelsk.
Det tog over tre timer hver vej, så det droppede vi.
At hæve penge blev vi dog nødt til. Vi gik ind i en ATM, og den ville ikke tage imod Ninas kort. Den ville dog godt tage mit, og jeg tastede beløbet og enter, hvor efter den bare gik på velkomst-skærmen igen. Gik rimelig meget i panik og tænkte, at den nok havde trukket pengene uden at udbetale dem. Derfor gik vi i kø i banken, som tog næsten en time!
Ingen af de omkring 20 ansatte kunne engelsk. Derfor blev det noget med fagter og ord, men de trak bare på skuldrene, og kunne hverken hjælpe mig eller forstå mit problem. Kom vist til at sige nogle meget lidt pæne ord på dansk, da vi gik.
Senere lykkedes det Nina at få et nyt SIM-kort fra Tigo. Da jeg skulle forsøge mig, kunne det pludselig ikke lade sig gøre. Noget med signalet, forklarede den dvaske, unge dulle bag disken. Klart. De har en stor Tigo butik i en by. Men de har simpelthen intet signal, så de kan tjene penge på oprettelse af nye kunder.
Hun trak dovent på skuldrene, mens hun gnaskede højlydt på sit tyggegummi og var travlt optaget af sin lyserøde mobil. Blev en smule provokeret af hendes fremtoning med klistret lipgloss, lyserød t-shirt og tilhørende pink øjenskygge op til øjenbrynet. Kombineret med en meget ligeglad attitude.
Efter yderligere en overnatning ankom vi til La Ceiba på østkysten. Vi bookede et hotel på anbefaling fra vores taxachauffør, som var ret lækkert! Lige ind til vi ville indtage vores take-away-meget-sene-aftensmad på tagterrassen, som så meget indbydende ud. Der kravlede så lige en stor, fed rotte forbi. Vupti, der røg appetitten. Helt til rotterne, som man siger.
Desuden fik jeg et voldsomt eksem på busturen med røde plamager på hele overkroppen, så vi måtte en tur på hospitalet, hvor ingen rigtigt forstod os! Selv ikke overlægen. Så det var en hel masse fagter og papirarbejde der skulle til, før de til slut forstod, jeg ville have taget en blodprøve for at se, om jeg havde dengue feber.
Det havde jeg heldigvis ikke.
På vejen ud talte vi lidt med rengøringsmanden, som sjovt nok var den eneste, der kunne engelsk!
Indlægget er skrevet af Camilla Egeborg Møller. Camilla er pt. på rejse i Latinamerika sammen med sin veninde, Nina – man bliver jo helt misundelig, når man sidder herhjemme i kolde Danmark :0)
Følg Camillas rejse på hendes rejseblog: V for Vidorra
Tekst er copyright Camilla Egeborg Møller.
Du kan følge Camilla og hendes rejser på hendes Instagram-profil: "Wandermilla"
There is 1 comment
[…] december Turen går ad helvede til .. Vi havde ingen anelse om, at der fandtes to byer med næsten identiske […]
Leave a comment
Want to express your opinion?
Leave a reply!