“Udsigt med indtryk” af Bitten Holmsgaard

Gardasøen er ikke kun udsigter, den efterlader varigt indtryk.

Det var, da jeg kom kørende ud ad fjerde vej i en rundkørsel. Klokken var vel fire om eftermiddagen, og jeg var kørt afsted fra et hotel i det nordlige Bayern om morgenen og videre gennem Østrig og Brennerpasset ind i Italien. Mod syd ad autostrada 22 indtil frakørsel ”Rovereto Sud.” Derfra gennem nogle småbyer, og så altså videre ad fjerde vej i rundkørslen i Nago: Det var der, jeg blev forelsket!

Foran mig gennem forruden åbenbarer en sø uden ende sig. Omgivet af høje bjerge, der nærmest er musegrå – præcis den farve, som børn altid maler bjerge i. Bjergene er hist og her draperet med mørkegrønne kiler af træer. Og ude på søen skærer hundredevis af windsurfere sig som hvide knive gennem det kongeblå vand. Vejen snor sig i skarpe sving ned mod søen, og selvfølgelig varmer solen fra en blå, blå forårshimmel. Jeg er ankommet til Gardasøen for første gang.

Grænselandet mellem sø og bjerge
Heldigvis har jeg mange måneder til at lære området at kende. En af de første dage kører jeg søen rundt ad Gardesana-vejen – cirka 150 kilometer. Det føles som at køre på grænsen mellem søen og bjergene. På min favoritstrækning fra Riva del Garda til Salò minder den visse steder om en slalombane, hvor vejen ustandselig forsvinder bag en kurve med den stejle bjergside på højre hånd og søen på venstre. Jeg gennemborer bjergene i dusinvis af groft udhuggede, smalle tunneller, som Mussolini lod opføre. Ofte ekkoer en hidsig dytten i tunnellerne, når en bus eller lastbil signalerer, at de er på vej, og ligesindede bør stoppe udenfor, da to store køretøjer ikke kan passere hinanden i de gamle tunneller.

Hver gang tunnellens dunkelhed bliver afløst af dagslys, dukker en ny udsigt op. Snart er jeg højt over søen med vidt udsyn, snart så tæt på, at det føles som om jeg kan nå vandet, hvis jeg strækker hånden ud af bilens vindue. En del af vejen er tunnellerne så tæt på hinanden, at det virker som at kigge hurtigt gennem en stabel fotografier. Andre steder strækker en stribe cypresser sig mod himlen, som milepæle i vejkanten, så udsigten flimrer afsted.

Uberørt af tiden
Jeg husker et gammelt postkort fra Gardasøen, jeg fandt hos mine forældre. Det er måske fra 1960’erne. Og mange steder her ser fuldstændig ud, som om intet er ændret siden dengang. Jeg kunne ligeså godt køre afsted i en Fiat 500 i 1960 som i en Opel Astra i et nyt årtusind. Jeg føler mig velsignet af, at også jeg får lov at få fornemmelsen af den uberørthed, de første turister må have oplevet. I en verden i konstant forandring rører det mig, at en lille flig kan stå uforandret af årtierne.

Et særligt syn er de mange limonaie – citronterrasser eller –drivhuse – der især troner i vandkanten på vestsiden af søen. Mange står forladte tilbage med deres snorlige rækker af høje, grå søjler omgivet af mure – et levn fra de århundreder, hvor citronproduktion var et vigtigt erhverv. Enkelte bugner frodigt af citrontræer med matgrønne blade og glødende gule frugter.

Oliventræer og bjergluft
På østsiden er det oliventræerne med deres sølvgrønne løv og ældgamle stammer, der næsten snor sig af led i skæve buer og krumninger samtidig med, at de klynger sig fast på Monte Baldos skråninger. Når solen filtrerer gennem deres små, fine blade, er det både behageligt svalende og gyldent smukt at vandre under dem. Jeg kan også svæve henover toppene i funivia’en fra Malcesine og ubesværet nå cirka 1.800 meter op på få minutter. Det er allerbedst efter en regnvejrsdag, for så er luften helt klar, og jeg kan mod nord se tinde efter tinde med kridhvidt pudder på. Mens jeg nyder udsigten, lyder en dyb klokkeklang, og en flok gulbrune køer på sommergræs vil også kigge med.

Indsigt fra søen
Fra færgerne, der fungerer som søens panoramabusser, er udsigten til de mange byer næsten en indsigt. Mens færgen nærmer sig, kan jeg se en kone, som hænger vasketøj op på en balkon. På naboaltanen står krukker med basilikum, rosmarin og pelagonier. Der er også indkik til små græsplæner afskærmet af stenmure, og jeg kan endda se helt ind i et køkken, hvor en mand laver kaffe på komfuret.

At ankomme med færge, er at ankomme direkte i hjertet af byernes historiske centrum. Her knejser rustikke, gamle tårne eller borge mellem uendelige nuancer af gule, orange, brune og røde pudsede huse. Og den nærmeste café med søudsigt og cappuccino på menukortet er kun få skridt væk. Her kommer ænderne vraltende og rappende helt hen til bordet, helt ind under stolen for at tigge brød og kagerester. Mon de overhovedet spiser andemad endnu?

Med bussen til bjerget
Lokalbusserne kører hurtigt som en blanding af rutschebane og radiobil. Min favorit er den lille blå, der kører fra Limone til Pieve di Tremosine. Den er kortere end de andre, fordi vejen op, op, op på bjerget er smal, stejl og udstyret med vilde kurver. Det er så hyggeligt, at chaufføren venter på, at alle skolebørnene med deres tunge rygsække er kommet ombord – også selvom bussen så bliver forsinket. De skiftes til at stå forrest og snakke med chaufføren. Han ved, hvor hver enkelt bor, og inden bussen når frem til Pieve, er alle skolebørnene stået af.

Den lillebitte, gamle by hænger helt ude på kanten af bjerget flere hundrede meter over søen. Jeg gyser lidt og krummer tæerne, mens jeg spiser spaghetti på en restaurant, hvis gulv er det eneste, der forhindrer mit frie fald ned i dybet.

Der er steder, jeg absolut må besøge, hver gang jeg kommer til Lago di Garda. Og hver gang er der noget, jeg oplever for første gang. Jeg har besøgt søen på egen hånd, med venner og familie og som rejseleder fra tidligt forår til først på vinteren.

Min første forelskelse er siden vokset til kærlighed. Når jeg ser skiltet på motorvej A22, hvor der står: ”Rovereto Sud,” mærker jeg en varm følelse i maven. Og i det øjeblik jeg kommer til fjerde vej i rundkørslen, og udsigten over Gardsøen folder sig ud, er det ligesom at komme hjem.

Dagens indlæg er skrevet af Bitten Holmsgaard. Bitten er uddannet journalist, og hun arbejder til daglig som rejseleder i blandt andet Italien, Portugal og Indien. Bitten har her skrevet et varmt og levende indlæg om hendes favoritrejsemål, og det får da simpelthen lysten til at rejse til Gardasøen frem i en! Læs meget mere om Bittens rejser på hendes rejseblog: Stedkender. Det er andet år i træk, at Bitten deltager i Rejsejulekalenderen, og det er bare altid en fryd at læse hendes tekster.