Julekalenderindlæg
0

“Vidunderlige, vovede Venezuela” af Sofie Lodahl Ørts

Hvis nogen for et år siden havde spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at rejse til Venezuela, ville jeg helt sikkert have sendt dem et uforstående blik. For hvem kunne nogensinde drømme om at rejse til et fattigt, mellemamerikansk land, hvis hovedstad, Caracas, er blandt verdens farligste? Første møde med Venezuela Overfyldte ankomsthaller uden […]

“Vidunderlige, vovede Venezuela” af Sofie Lodahl Ørts

Hvis nogen for et år siden havde spurgt mig, om jeg kunne tænke mig at rejse til Venezuela, ville jeg helt sikkert have sendt dem et uforstående blik. For hvem kunne nogensinde drømme om at rejse til et fattigt, mellemamerikansk land, hvis hovedstad, Caracas, er blandt verdens farligste?

Første møde med Venezuela
Overfyldte ankomsthaller uden aircondition eller vandautomater. Asfalttørstige landeveje så hullede, at en længere køretur giver svedperler på panden og snurren i maven. Sælgere, som forsøger at tjene til dagens aftenmåltid ved at sælge varer, som er købt i supermarkedet, der ligger 40 kilometer væk. Det var nogle af de ting, jeg først bed mærke i, da jeg satte mine ben i Venezuelas hovedstad, Caracas.

Med fordomme og rædselshistorier i rygsækken måtte jeg hive mig selv op i skuldrene og fatte mod, da en 2-ugers affære med det mellemamerikanske land fandt sted. Efter 2 ugers flopferie på Cuba, skubbede jeg min vestjyske skepsis til siden og klistrede et smil på læberne.

Det viste sig hurtigt at være en god idé. Min rejse gennem Venezuela blev en rejse, som viste mig, hvad jeg i virkeligheden kan udstå. Trekvartsengen blev udskiftet med en hængekøje, kosten bestod primært at stivelse, og det daglige brusebad blev overvåget af diverse krybdyr.

Så hvorfor var det min yndlingsdestination? Fordi de små øjeblikke fik en afgørende betydning for hele min opfattelse af Venezuela.

Til trods for uvante rammer viste det sig, at Venezuela har helt fantastiske, ukendte steder, som alle burde opleve. På mine to uger fik jeg lov at sove side om side med aberne i junglen, handle håndsyede produkter hos Warao-indianerne i Amazonas-junglen og bade i verdens største vandfald.

Jeg fik lov at opleve Venezuela fra det inderste, og det var noget af det, som satte allerstørst indtryk på mig.

Englenes vandfald
Noget af det, som påvirkede mig mest, var, da jeg fik lov at opleve verdens største vandfald, Angel Falls.

Angel Falls i Venezuela

Efter endnu en nat i hængekøje under stjernehimmel med amerikanere, venezuelanere, japanere og europæere ved min side, gik turen afsted mod Angel Falls. Som så meget andet på min rejse bød det på både hårde og smukke stunder.

Ruten startede med adskillige kilometers vandresti – 17.000 skridt – som udelukkende gik opad. Blandt frodig, grøn natur og abelyde fra trækronerne skulle jeg kontrollere hvert enkelt skridt, som blev taget, hvis ikke jeg skulle risikere at glide bagud og ramme dem, som gik bag mig.

Foran mig gik en englænder med krudt i røven og en japaner, som påstod at være ekstremsportsudøver. Til trods for, at jeg ikke havde kendt nogen af dem i mere end 12 timer, støttede de mig hele vejen op til toppen af vores rute. I løbet af et par timer nåede vi målet, som var omtrent halvdelen af vandfaldets højde. Her blev vi mødt af et iskoldt bassin og masser af brus fra vandfaldet.

Det mest fantastiske var det syn, jeg fik, da jeg fandt en klippesten, som var sikker at holde udkigspost på. Jeg følte, jeg stod på toppen af verden. Ude i horisonten kunne jeg se adskillige andre vandfald og træer i højder, jeg ikke troede fandtes. Jeg så rødbrune klippesten og helt klare floder for enden af vandfaldet, mens solen bagte fra en skyfri, blå himmel.

Jeg vender tilbage
Jeg lærte så mange ting på min rejse til Venezuela. Jeg lærte, hvad det virkelig vil sige at være gæstfri. Jeg lærte, at bare fordi et land er fattigt økonomisk, kan det sagtens være rig på natur og menneskerne, som bor der.

Solnedgang i Venezuela

Det vigtigste, jeg lærte, har jeg virkelig taget til mig – jeg lærte nemlig, at det ikke er sidste gang, jeg rejser til Venezuela.

Dagens indlæg er skrevet af Sofie Lodahl Ørts. Sofie er 21 år gammel, og hun studerer journalistik på Syddansk Universitet. I sommers backpackede Sofie på Cuba og i Venezuela, og hun har planer om at næste længere rejse skal gå til Sydstaterne i USA.

Tekst og billeder er copyright © Sofie Lodahl Ørts.

Sofie Lodahl Ørts

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!